Det er altid spændende, når et nyt år starter. Hvordan vil modebilledet ændre sig? Hvad vil være hot? Og hvad vil være not? Og hvad er så hvad? Det har vi set nærmere på med hjælp fra Butik Rikke på Samsø.
Sneakers vil stadig være populære. Der er et hav af designere, som har taget sneakers til sig, så du nu kan få dem med glitter, leopard, mønstre, med kilehæl og meget meget andet.
Vi vil se mere ”kunst” i materialer. Det kan være bukser med et artsy look, farver etc.
Vi vil også se mere kaki. Det vil være et mere afslappet look, og vi vil se det i alt fra nederdele, skjorter, toppe, jakker, kjoler, bukser etc.
Der er en revolution i workout outfits, og du vil se denne trend bæres ind i modebillet.
Du vil stadig se striber i modebilledet. Vi har set dem de sidste 2 til 3 sæsoner, og de vil fortsætte ind i 2017. Det vil være både i bluser, toppe, nederdele og bukser etc.
En trend, du vil se fortsætte i 2017, er sko uden hæle, som er nemme bare at smutte på. De kan være flade, med en lille blokhæl, sneakers, espadrilles, og de kan være i alle slags materialer endda fløjl, satin, kanvas og med broderi.
Det, vi ikke længere vil se, er korsetter eller corsager. Det har været stort, men det ser ikke ud til, at det er noget designerne har taget op igen for 2017.
Skinny jeans med stretch har været et hit i flere år. Trenden nu ser ud til at gå tilbage til jeans med mere vidde i benene, som vi har set det for år tilbage.
De meget høje hæle er også på vej ud. Kvinder er simpelthen til mere behagelige sko. De skal dog stadig være hotte. Vi er mere aktive, så vi vil gerne have sko, vi kan gå i – også når vi skal ud i byen.
De hvide klassiske sneakers er også på vej ud. Der skal print og spændende design og materialer til nu.
Som jeg ser det lige nu, ser det ud til, at 80’erne er blevet taget ind som inspiration til det modebillede, vi vil se det næste år. Det bliver spændende!