De fleste kan nok blive enige om, at det er noget sjovere at tilegne sig ny viden gennem leg end det er, hvis man bliver tvunget til at gøre det gennem eksempelvis stillesiddende undervisning. Faktisk opdager mange næsten ikke at de lærer noget nyt, hvis det foregår gennem leg. Derfor er det som oftest lettere at motivere både børn og voksne til at lære og udvikle sig, hvis det kan foregå gennem en sjov aktivitet.
Et godt eksempel på en måde, hvor man kan tilegne sig en hel fantastisk mængde lærdom og viden er gennem spil. Traditionelle brætspil som f.eks. skak og backgammon er gode, men mange af de nyere brætspil som f.eks. Trivial Pursuit eller Bezzerwizzer er også helt fantastiske. Faktisk kan man let finde i hundredvis – ja måske endda i tusindvis – af spil, hvor man kan opnå ny viden og lærdom, ved blot at hygge sig og spille sammen. Viden om geografi, historie, samfundsforhold, strategi, matematik, geometri osv. Er blot nogle af de elementer, som indgår i mange af spillene.
Et spil som skak indeholder f.eks. elementer som træning af hukommelsen, træning af koncentrationsevnen, styrkelse af logisk tænkning, forestilling og kreativitet, forudseenhed osv. Det er alt sammen egenskaber, som det er godt at have med i bagagen som menneske, når man skal begå sig i livet. Og jo bedre og mere udviklet disse færdigheder er, jo lettere kommer man ofte til at klare sig.
De elektroniske spil fylder mere og mere
Vi har gennem de sidste 20-30 år nærmest været ramt af en teknologisk revolution. Computere, tablets og smartphones har fundet vej til næsten alle dele af vores hverdagsliv på en måde, som det for blot få år siden ville have været meget svært at forestille sig. I dag bruger mange mennesker en del af deres tid på at spille på disse elektroniske enheder. Og mange af de ting, som man kan lære gennem de traditionelle spil, kan man også sagtens opnå ved at spille de elektroniske spil.
Ofte mangler samværet og opøvelsen af de sociale færdigheder dog, når man primært spiller elektroniske spil. Det skyldes, at de fleste har en tendens til at sidde alene og spille disse spil. Og på den måde interagerer man altså ikke med andre mennesker i samme grad, som man gør, når man sidder sammen ved et bord og spiller. Men det rokker dog ikke ved det faktum, at der også er masser af viden og f.eks. sprogfærdigheder at hente, når man bevæger sig i en elektronisk verden.